Thelander: Troede min karriere skulle slutte i AaB

AaB har ophævet kontrakten med Rasmus Thelander med øjeblikkelig virkning, men midterforsvareren troede egentlig, at han skulle slutte sin karriere i klubben.

Rasmus Thelander og AaB har valgt at ophæve samarbejdet med øjeblikkelig virkning.

Det bekræfter AaB på sin hjemmeside, og her sætter den 33-årige stopper ord på sin afsked med klubben.

“Det er ingen hemmelighed, at jeg havde troet, at det var i AaB, jeg skulle slutte min karriere, men som så mange gange før er fodboldverdenen uforudsigelig, og derfor ser jeg nu frem til en ny og spændende udfordring,” siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Afsluttende vil jeg gerne sende en stor tak til mine holdkammerater, de gode folk i administrationen og fansene for vores tid sammen, og som klub ønsker jeg AaB held og lykke,” lyder det fra Rasmus Thelander.

Midtstopperen nåede alt i alt 201 kampe for Aalborg-klubben.