Ny bestyrelse: BIF indkalder til generalforsamling

Foto: Shutterstock

Brøndby har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling til januar, hvor der skal sammensættes en ny bestyrelse. Det meddeler klubben mandag.

Det skrider fremad med salget af Brøndby IF, og derfor har Superliga-klubben nu udsendt en pressemeddelse, hvor man indkalder til en ekstraordinær generalforsamling.

Den kommer til at finde sted den 10. januar 2023, og her skal der sammensættes en ny bestyrelse, skriver klubben i pressemeddelelsen.

“Vi har i dag udsendt en selskabsmeddelelse, hvor vi indkalder til en ekstraordinær generalforsamling 10. januar. Det gør vi, fordi handlen med Global Football Holdings skrider fremad som planlagt, hvilket betyder, at når købstilbuddet til klubbens aktionærer udløber sidst på måneden, så vil GFH i begyndelsen af det nye år have aktiemajoriteten,” siger bestyrelsesformand Jan Bech Andersen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“På den baggrund skal vi sætte en ny bestyrelse, og den skal så vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, hvilket er grunden til, at vi i dag har udsendt selskabsmeddelelsen,” lyder det fra bestyrelsesformanden.

Brøndby ligger i skrivende stund på en 10. plads i Superligaen.