Medie: Stor interesse for tidligere FCK-forsvarer

Foto: Dejan Obretkovic

Den forhenværende FC København-stopper Victor Nelsson har mange europæiske bejlere, der ønsker at hente ham i Galatasaray. Det melder tyrkiske Haberport.

For omtrent halvandet år siden rykkede Victor Nelsson fra FC København til Galatasaray for et større millionbeløb, og det skifte har siden vist sig at være en stor succes.

Danskeren har bidt sig fast i startopstillingen i den tyrkiske storklub, og han er samtidig blevet en fast bestanddel på landsholdet under Kasper Hjulmand.

De solide præstationer har kastet stor interesse af sig, og navnlig Sevilla skulle være meget interesserede i at sikre sig Nelsson.

Men ifølge det tyrkiske medie Haberport er det langt fra den eneste klub, som ønsker at tilknytte den 24-årige stopper.

Mediet beretter således, at en række unavngivne europæiske klubber har meldt sig ind i kampen om Victor Nelsson.

Dermed kan forsvarsspilleren snart være fortid i Galatasaray, hvor hans kontrakt løber frem til sommeren 2026.