FC København er meget tæt på at sælge den unge offensivspiller Akinkunmi Amoo, som har været hårdt plaget af skader i sin tid i Superliga-klubben.
Tilbage i januar 2022 var FC København på indkøb i svenske Hammarby, hvor man sikrede sig Akinkunmi Amoo for et klækkeligt millionbeløb.
Siden da har signingen dog vist sig at være en fæl skuffelse, og den 21-årige kantspiller har blot været på banen i fire kampe for FCK’s førstehold.
Og nu er Amoo meget tæt på at være fortid i FC København.
FotbollDirekt melder således, at Løverne har en mundtlig aftale på plads med Omonia Nicosia om et salg af kantspilleren.
Sportschefen i den cypriotiske klub, Jesper Jansson, kender Amoo fra Hammarby, og det drager man altså nytte af nu.
Nigerianske Akinkunmi Amoo har egentlig kontrakt med FCK frem til udgangen af 2026, men han forlader altså klubben allerede nu, tyder det på.