Hvidovre-mand: Vi spiller altid for at vinde

Foto: Dejan Obretković

Den 24-årige Hvidovre-keeper Filip Djukic nægter at smide håndklædet i ringen, selvom Superliga-overlevelse ser svært ud for holdet lige nu. 

I weekenden spillede Hvidovre 1-1 mod Lyngby, og det ser ikke for godt ud for bundproppen i øjeblikket.

Aktuelt har man hele 13 point op til netop Lyngby, der ligger over stregen, og det bliver dermed meget vanskeligt at undgå nedrykning.

Men Hvidovre-målmand Filip Djukic vil ikke give op, selvom det ser sort ud.

“Jeg tænker, at vi går ud og spiller hver kamp for at vinde, og det har vi givet hinanden hånd på inde i omklædningsrummet,” siger han til bold.dk og fortsætter:

“Jeg synes, at vi skal fortsætte med at spille en god omgang fodbold, som vi har gjort efter vinterpausen, hvor vi har været lidt uheldige,” udtaler keeperen.

“Vi har alt at vinde, for folk har alligevel dømt os ude, så vi kan alligevel ikke skuffe nogen,” siger Filip Djukic.

Holdets næste modstander er Vejle Boldklub, som man møder i weekenden.