Dommer Sandi Putros afviser, at bolden ikke skulle have passeret mållinjen, da AGF scorede til 1-1 i weekendens kontroversielle opgør mod FC København.
Søndag vandt FC København med 3-2 over AGF i Parken efter en kamp, der indeholdt en ganske omdiskuteret kendelse.
VAR anerkendte AGF’s mål til 1-1, selvom Jacob Neestrup ikke mente, at der var noget sikkert bevis på, at bolden var over stregen.
Og nu er dommer Sandi Putros kommet med sit syn på sagen i en skrifligt kommentar til bold.dk.
“Bolden har tydeligt passeret mållinjen. Det vises fra to vinkler, som også blev vist på TV. At stolpen perifert skaber en blind vinkel, ændrer ikke på den samlede vurdering,” skriver dommeren og fortsætter:
“Hvis VAR er i tvivl om, hvorvidt bolden har passeret mållinjen, vil man ikke foretage en intervention og ændre kendelsen. Det er ikke tilfældet her,” lyder det.
FC København indtager en aktuel 2. plads i Superligaen.