Både Aston Villa, Crystal Palace og Brentford er ude efter den tidligere Brøndby-midtbanespiller Morten Frendrup, der har stor succes i Serie A-klubben Genoa.
Tilbage i januar 2022 skiftede Morten Frendrup fra Brøndby IF til Genoa i Italien, og det har vist sig at være en stor succes.
Den centrale midtbanespiller har etableret sig som fast mand for Serie A-klubben, og de gode præstationer er bestemt ikke gået ubemærket hen.
Tuttosport skriver således, at tre Premier League-klubber er ude efter den forhenværende Brøndby-mand.
Det drejer sig om topholdet Aston Villa samt Brentford og Crystal Palace, lyder meldingen.
Dog skulle Genoa ikke være interesserede i at slippe deres profiler i januar, og et sommer-skifte kan dermed være mere sandsynligt.
I denne sæson har 22-årige Frendrup samlet set spillet 20 kampe for Genoa, hvor det er blevet til fem assists.
Danskeren nåede alt i alt 93 kampe for Brøndby.