FC Midtjylland forventer at tjene ca. 75 millioner kroner på Ousmane Diomande, som nærmer sig et skifte til Sporting CP. Det skriver Ekstra Bladet.
19-årige Ousmane Diomande har endnu ikke optrådt for førsteholdet i FC Midtjylland, men han tiltrækker sig ikke desto mindre stor interesse.
Især Sporting CP er ude efter den unge midtstopper, men også giganter som Arsenal og Manchester City skulle have udvist interesse.
Nu melder Ekstra Bladet, at førstnævnte ser ud til at løbe med Mafra-lejesvenden, og det bliver ikke billigt.
Sporting skulle således have valgt at imødekomme FCM’s krav, som lyder på omtrent 75 millioner kroner.
Den portugisiske storklub vil gøre købet af Diomande til en realitet, så snart man har lukket salget af Pedro Porro til Tottenham.
Det ventes at være nært forestående, og Ousmane Diomande ser derfor snart ud til at være fortid som FC Midtjylland-spiller.
Den unge ivorianer har kontrakt med Ulvene til udgangen af 2026.