AGF-chef: Ingen har skabt flere chancer end os

Foto: Dejan Obretković

AGF-cheftræner Uwe Rösler var skuffet efter søndagens 1-0-nederlag til Brøndby, og han mener, at de mange brændte chancer var årsagen til resultatet.

Søndag tørnede Brøndby og AGF sammen i Superligaens Mesterskabsspil, og efter en chancerig kamp kunne hjemmeholdet trække sig sejrrigt ud af opgøret.

De gulklædte vandt således med 1-0 efter en kamp, hvor AGF brændte et hav af chancer.

Og ifølge klubbens cheftræner, Uwe Rösler, var det årsagen til nederlaget.

“Jeg er skuffet over, at vi ikke fik point med fra kampen. Vi leverede en virkelig god præstation og kreerede nok det største antal chancer, der er set i en kamp i hele 2023,” siger Rösler ifølge Ritzau og tilføjer:

“Jeg ved ikke, hvor høj vores expected goals var, men som jeg så det, havde vi flere meget store chancer tæt på mål,” lyder det fra AGF-cheftræneren.

AGF møder FC København i næste spillerunde.