AGF har hentet 23-årige Kristoffer Klaesson som erstatning for Leopold Wahlstedt, og den norske keeper er glad for muligheden i Superliga-klubben.
Leopold Wahlstedt er blevet alvorligt skadet, og nu har AGF fundet en erstatning for keeperen.
Klubben meddeler således på sin hjemmeside, at man har sikret sig Kristoffer Klaesson på en kontrakt, der gælder frem til næste sommer.
Den tidligere norske U21-landsholdsspiller kommer til AGF på en fri transfer, og tilgangen glæder sportschef Stig Inge Bjørnebye.
“Efter Leo’s meget triste skade, er vi glade for at kunne supplere vores målmandsteam med Kristoffer, som er en dygtig målmand, og som sikrer, at vi med Jesper Hansen, Jonathan Hutters og nu Kristoffer Klaesson, er dækket godt ind på pladsen,” udtaler sportschefen til agf.dk.
Også den 23-årige hovedperson er glad for aftalen.
“Jeg er meget glad for denne mulighed i AGF. Det er en spændende klub i en god liga, og jeg ser frem til at bidrage til målmandsteamet og i truppen,” udtaler Kristoffer Klaesson.
AGF indtager en aktuel 3. plads i Superligaen.