Ex. AGF-profil: Jeg er sindssygt glad for min rejse

Foto: Dejan Obretković

Den forhenværende AGF-profil Albert Grønbæk har været på noget af en rejse i de sidste to år, og det er den nyslåede landsholdsspiller rigtig glad for.

Torsdag aften kulminerede en imponerende rejse, da Albert Grønbæk fik debut for det danske landshold.

På bare to år er den offensive midtbanespiller gået fra AGF til Bodø/Glimt i Norge, før han denne sommer blev solgt videre til Rennes.

Og 23-årige Grønbæk er da også rigtig glad for den store udvikling, han har været igennem.

“Det er fedt. Jeg havde to rigtig, rigtig gode år i Bodø. Jeg følte egentlig, at timingen var rigtig god i forhold til, at jeg gerne ville prøve noget nyt,” forklarer danskeren til bold.dk og uddyber:

“Jeg er super glad for, at det er blevet Rennes. Jeg kan mærke, at de vil mig, og de forsøger at udvikle mig hver dag,” siger Grønbæk.

“Så jeg er sindssygt glad for det skridt, jeg tog. Så er det klart, at det giver nogle andre muligheder som for eksempel landsholdet. Jeg er bare sindssygt glad for den rejse, jeg er på lige nu,” lyder det fra den offensive midtbanespiller.

Albert Grønbæk har kontrakt med Rennes frem til sommeren 2029.