Andreas Cornelius har ikke rigtig fået gang i målscoringen i FC København, men den rutinerede angriber er selv meget fortrøstningsfuld i den sammenhæng.
Andreas Cornelius kom tilbage til FC København i sommeren 2022, da han forlod tyrkisk fodbold.
Siden da har den 30-årige angriber været hårdt plaget af skader, men nu er han begyndt at få lidt mere regulære spilleminutter.
Angriberen scorer dog fortsat ikke mål, men det bekymrer ham ikke det store.
“Nej, nej. Jeg er ikke kommet i gang endnu rigtig på grund af skader, men jeg kan mærke, at jeg fysisk er ved at komme i gang, så jeg er meget fortrøstningsfuld,” siger Cornelius til Viaplay og uddyber:
“Jeg følte mig fint involveret (i kampen mod Silkeborg, red.). Det var planen, vi skulle direkte, og det kunne de ikke lide,” udtaler FCK-spilleren.
“Det gælder om, at holdet skal vinde. Der er meget fokus på mig, når boldene kommer ind i feltet, og det skaber plads for andre, hvilket er fint,” lyder det fra Andreas Cornelius.
Angriberen er endnu ikke kommet på tavlen i denne sæson.